Når en hund forsvinder – og ikke længere reagerer, som vi kender den

Lørdag den 31. oktober forsvandt vores FT-cockerspaniel Lange Lyn. Han var ude at gå med Thomas, da et rådyr lettede, og Lange forsvandt.
Lange er en sød, venlig og veltrænet hund, der aldrig tidligere havde været væk i så meget som 30 sekunder. Pludselig var han væk i flere døgn.
Vi vidste ikke, om han var løbet efter vildt, var blevet samlet op eller var kommet til skade.
Så vi gik i gang med en kæmpe eftersøgning.
Hvordan ledte vi?
Vi organiserede 10 ruter med mennesker, vi kendte. Der var 10 personer ude om formiddagen og 10 om eftermiddagen på faste tidspunkter.
Alle havde termiske spottere med, som vi havde lånt af hjælpsomme mennesker.
Om formiddagen gennemsøgte vi skove og plantager. Om aftenen gik folk langs vejene og kiggede ind over marker, langs hegn og ind i bevoksninger.
Vi fik også sat 10 vildtkameraer op hos naboer og lodsejere.
Vi så masser af dyr gennem spotterne og brugte blandt andet en del tid på, hvad vi tror var den samme ræv.
Men ingen Lange.
Til gengæld fandt vi ud af, at en termisk spotter er fantastisk til at finde hundelorte i efterårsblade. Muligvis verdens dyreste lortefinder, men den virker!
Det vigtigste er, at alle ved, hunden er væk
Jeg tror faktisk, at noget af det allervigtigste ved en forsvundet hund er at få efterlysningen så langt ud som muligt.
Ikke kun til naboerne, men også langt uden for lokalområdet. Jeg kender til hunde, der har bevæget sig mere end 50 kilometer fra det sted, hvor de forsvandt.
Hvis man ser en hund løbe over en mark, tænker man måske bare, at det er naboens hund. Men ved man, at en hund er forsvundet, lægger man mærke til den og giver forhåbentlig besked.
Vi delte efterlysninger på sociale medier, i lokalgrupper og langt uden for vores område. Vi delte flyers ud, lagde dem i postkasser og hos dyrlæger med hjælp fra både kendte og fremmede mennesker.
Det vigtigste er ikke nødvendigvis at få flest muligt ud at lede. Det er at få flest muligt til at vide, at der bliver ledt.

Hvorfor måtte ingen kalde på Lange?
Det her er faktisk den vigtigste faglige pointe, jeg gerne vil dele.
En hund, der har været forsvundet i en periode, kan blive det, man kalder forvildet.
Jeg har gennem mine mange år med hunde oplevet, hvordan selv søde og veltrænede hunde kan reagere fuldstændig anderledes, når de bliver voldsomt stressede.
Forestil dig en hund, der er alene, bliver forskrækket, ramt et strømhegn eller to, møder fremmede mennesker, biler og dyr og måske hverken får sovet eller spist ordentligt.
Dens nervesystem kan blive så flosset, at den reagerer på næsten alle impulser uden nødvendigvis at reagere hensigtsmæssigt.
En hund, der normalt kommer glad på indkald, kan pludselig flygte fra den samme lyd.
Også selvom det er dens egen ejer, der kalder.
Det er ikke ulydighed. Det er en hund, hvis stressniveau kan være så højt, at dens normale reaktioner ikke længere fungerer.
Ikke alle forsvundne hunde reagerer sådan, men vi ved ikke på forhånd, hvilke der gør.
Derfor fik alle vores hjælpere den samme besked:
I må gerne kigge og observere. Men I må ikke kalde på Lange eller forsøge at fange ham. Ring til os i stedet.
For der er forskel på at lede efter en hund og på at jage en hund.
Da Lange endelig blev fundet
Efter flere døgn ringede nogle af vores næsten-naboer, der bor omkring 800 meter fra os.
De havde set en hund i deres hestefold og gjorde præcis det rigtige. De lod være med at kalde og kontaktede os.
Jeg tog derned, fik øje på Lange og kaldte på ham.
Og så løb han!
Min egen hund, der normalt kommer, når jeg kalder, løb fra mig.
Jeg ringede til Thomas, som kom med nogle af vores andre hunde og spottere. Vi gik rundt i hestefolden og forsøgte at få øje på Lange.
Pludselig mærkede jeg noget omkring mine ben.
Det var Lange.
Han var selv kommet hen til mig.
Ingen jagt, ingen indfangning. Han kom selv.
Det illustrerer meget godt, hvorfor man skal være forsigtig med en hund, der har været forsvundet.
Hjalp vores eftersøgning overhovedet?
Det ved vi faktisk ikke.
Vi ved ikke, om de mange mennesker, vildtkameraerne eller spotterne havde nogen betydning. Vi ved heller ikke, hvor Lange havde opholdt sig.
Han kom hjem uden synlige skader, og vi aner ikke, hvad han har lavet.
Men vi ved, at nogle opmærksomme naboer kendte til efterlysningen og derfor kontaktede os.
Og det blev afgørende.
Ville jeg gøre det hele igen? Ja. Men jeg ville stadig sørge for, at eftersøgningen var organiseret, og at ingen kom til at presse hunden længere væk.
Og så var der alle menneskene
Midt i bekymringerne oplevede vi en helt utrolig hjælpsomhed.
Folk gik ruter, lånte os spottere og vildtkameraer, delte efterlysninger, satte flyers op og stillede deres ejendomme til rådighed.
Andre kom med pizzaer, franskbrød, knækbrød og så meget sukker, at vi kunne have forsynet en mindre landsby.
Vi var triste og bekymrede, men samtidig var vores hjem fyldt med kærlighed.
Det glemmer vi aldrig.
Hvad har vi lært?
At en veltrænet hund ikke nødvendigvis reagerer, som vi forventer, når den er voldsomt stresset.
At en eftersøgning skal organiseres, så man ikke kommer til at skræmme hunden længere væk.
Og måske allervigtigst: At så mange mennesker som muligt skal vide, at hunden er forsvundet.
Lange Lyn er hjemme igen. Stadig fuld af gode og mindre gode ideer og muligvis med en faderskabssag hængende over hovedet.
Men for os andre må der meget gerne gå rigtig lang tid, før vi oplever noget lignende.
Vi ved ikke, om vores store eftersøgning fandt Lange. Men vi ved, at vi aldrig stod alene med den.
Af hjertet tak til alle jer, der hjalp os. ❤️
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar