De 30 sekunder før det går galt

Når noget går galt i hundetræningen, er vi ofte meget optagede af selve fejlen.

Hvorfor knaldede hunden?

Hvorfor kunne den pludselig ikke sidde stille?

Hvorfor stak den efter den anden hund?

Hvorfor virkede stopfløjtet, som om det aldrig havde eksisteret?

Og så går vi hjem og træner mere stop, mere ro, mere kontakt eller mere sit.

Men måske skulle vi nogle gange kigge et helt andet sted.

Hvad skete der de 30 sekunder, før det gik galt?

For problemet starter sjældent dér, hvor vi opdager det.

Vi troede, vi skulle træne hundene

Jeg har netop afsluttet et otte ugers onlineforløb, Fokus i forstyrrelser, for hunde, der har svært ved at fungere, når verden omkring dem bliver interessant.

Andre hunde, mennesker, bevægelse, lyde, forventning og miljø.

Alt det, der kan få en ellers ganske glimrende hund til pludselig at ligne én, der aldrig har hørt sit navn før.

Man kunne godt tro, at sådan et kursus først og fremmest skulle handle om øvelser.

Mere kontakt. Mere ro. Bedre impulskontrol. Flere strategier.

Og selvfølgelig har vi trænet hundene.

Men noget af det vigtigste, der skete undervejs, var faktisk, at hundeførerne blev bedre til at se deres hunde.

Ikke først når hunden stod på bagbenene og havde tabt hovedet.

Men længe inden.

Vi troede, vi skulle træne hunde. Det viste sig, at vi mindst lige så meget skulle træne mennesker i at se dem.

Jagthundetræning handler ikke kun om færdigheder

Det her er mindst lige så relevant for vores jagthunde.

Vi bruger rigtig meget tid på færdigheder.

Hunden skal kunne gå fri ved fod. Den skal kunne stoppe. Apportere. Dirigeres. Søge. Sidde i ro.

Det skal den selvfølgelig.

Men der er forskel på:

“Min hund kan ikke den her øvelse.”

og

“Min hund kan ikke udføre den her øvelse i den tilstand, den befinder sig i lige nu.”

Det kan være præcis den samme hund og præcis den samme øvelse.

Hjemme kan stopfløjtet sidde lige i skabet.

Men sæt hunden på en jagt med skud, faldende fugle, andre hunde, mennesker og en forventning, der har bygget sig op gennem længere tid – så har vi pludselig en helt anden opgave.

Det er nemt at konkludere, at hunden skal træne mere stop.

Men måske er stoppet slet ikke det største problem.

Hunden fortæller ofte noget inden

Noget af det, vi brugte meget tid på på Fokus i forstyrrelser, var de små ændringer.

For hundene går sjældent direkte fra 0 til 100.

Der sker ting undervejs.

En hund begynder måske at scanne omgivelserne mere.

Tempoet ændrer sig.

Kroppen bliver mere spændt.

Den tager godbidder anderledes.

En ellers nem opgave tager pludselig længere tid.

Kontakten bliver kortere.

Bevægelserne bliver hurtigere.

Hunden kan måske stadig det, vi beder den om.

Og det er netop derfor, signalerne kan være nemme at overse.

Men hunden er på vej et andet sted hen.

Og dét er information.

Information er ikke det samme som “STOP ALT!”

At læse sin hund betyder heller ikke, at vi skal pakke den ind i vat, hver gang den bliver en lille smule påvirket.

Tværtimod.

Vi skal kunne træne hunde, der kan håndtere verden. Og jagthunde skal i særdeleshed kunne arbejde med både forventning, intensitet og forstyrrelser.

Men hvis jeg kan se, hvad der sker med min hund, kan jeg træffe et valg.

Skal jeg øge afstanden?

Gøre opgaven lettere?

Give den en pause?

Fortsætte og lade den arbejde sig igennem det?

Eller er den faktisk så højt oppe nu, at der ikke kommer noget fornuftigt ud af at fortsætte?

Det er dér, jeg synes, det bliver rigtig interessant.

For så træner vi ikke ud fra en opskrift.

Vi træner den hund, der står foran os.

Spol filmen tilbage

Næste gang din jagthund gør noget, der får dig til at tænke:

“HVAD FANDEN LAVEDE DU?”

…så prøv noget andet, inden du beslutter dig for, hvad I skal træne mere af.

Spol filmen tilbage.

Ikke kun fem sekunder.

Prøv 30 sekunder. Måske et minut.

Hvornår ændrede din hund sig første gang?

Hvad kiggede den på?

Hvad skete der med kroppen?

Ændrede tempoet sig?

Mistede du lidt af kontakten?

Var der noget i miljøet, der ændrede sig?

Var forventningen allerede steget?

For nogle gange ligger løsningen på et træningsproblem ikke i det sekund, hvor hunden gør noget forkert.

Den ligger i de 30 sekunder før.

Og jo bedre vi bliver til at se dem, desto bedre bliver vi også til at træne den hund, vi rent faktisk har foran os.